Planten, som er noget for sig selv

Napoleons hat tilhører planteslægten Kalanchoe og kommer fra det sydlige Madagaskar. Kalanchoe-slægten byder på mange spændende planter, som alle er sukkulenter og hører til stenurt-familien. Plantens store, trekantede og tykke blade kan blive 20-30 cm lange, og selve planten kan blive op til 200 cm høj.

Det er ikke særlig ofte, man støder på en plante som Napoleons hat, der har det fine hårlag på bladene. De fløjlsbløde blade føles som ruskind, når du stryger over dem. Efterhånden som planten ældes, falmer bladenes farve og til sidst falder hårene af.

En ideel begynderplante

Denne plante er det oplagte valg for selv den mest uerfarne planteejer. Napoleons hat er en sukkulent, og den kræver derfor næsten ingen pasning. Fælles for alle sukkulenter er deres tykke blade og saftige stængler, som gør det muligt for planten at opbevare vand, så den kan overleve i lange perioder med tørke. Planten tåler kraftige udtørringer og stærk sol, hvorfor pasningen af den er noget af det nemmeste, man kan forestille sig.

Du kan uden bekymring stille en Napoleons hat i den varmeste vindueskarm – den trives nemlig bedst i direkte sol. Derudover er den hverken grådig eller besværlig med mængden af vand og gødning, så du kan roligt glemme at vande den en gang imellem.

Sådan passer du en Napoleons hat

Er du ofte glemsom med vandingen af dine stueplanter, så er Napoleons hat den helt perfekte plante til dig – den forbliver ikke kun smuk og fin hvis den glemmes, den har nemlig bedst af at tørre ud mellem vandingerne. Vand den gerne 1 gang om ugen og giv den flydende gødning ved hver 4. vanding i forårs- og sommermånederne.

I forhold til sollys trives planten bedst, hvis den placeres lyst. Den kan godt tåle skygge, og den trives både i lyse og mørke rum, men ønsker du at bladene får deres flotte, solbrændte udseende, skal du stille planten i direkte sol.

Planten kan, hvis den trives, vokse sig ganske stor. Hvis du synes, at den bliver for lang eller ranglet, kan du blot klippe toppen af planten. Den vil sidenhen skyde nye grene, og den afklippede top kan plantes og blive til en ny plante. Napoleons hat er en plante, hvor bladene vokser direkte på stilken.

Det er derfor let at lave nye planter med et enkelt blad. Knæk forsigtigt eller skær et blad af og stik denne direkte ned i fugtigt pottejord. Efter nogle måneder vil bladstiklingen have udviklet rødder og en lille plante. Da plantens rodnet ikke er særlig kraftigt, kan du nøjes med at omplante den med flere års mellemrum.

Kalanchoerne er en utrolig stor plantegruppe

Kalanchoe beharensis, Napoleons hat, er blot én ud af mere end 200 arter i Kalanchoe-slægten. Plantegruppen kommer fra Madagaskar, Syd- og Østafrika og strækker sig ind i Arabien, til Indien og videre østpå. De af arterne som er nemme at formere, er blevet utrolig populære at dyrke som stueplanter. Det er blandt andet Kalanchoe blossfeldiana, som bedst kendes under navnet koraltop eller brændende kærlighed og Kalanchoe tubiflora, også kendt som yngleblad.