Byd jungleplanten ind i hjemmet

Calathea stammer fra de sydamerikanske regnskove og trives bedst med meget varme, høj luftfugtighed og uden ret meget lys i vækstperioden. Det stiller nogle krav til pasningen, men i sit rette element på temperaturer mellem 20 og 26 grader, ganske lidt sollys og regelmæssig vanding, er Calathea en nem plante at holde liv i.

Fordi planten kræver et forholdsvist fugtigt klima, trives den allerbedst i selskab med andre grønne planter – og sikke en god begrundelse det er for at gøre hjemmet mere grønt og frodigt.

Calathea planterne har strukturerede blade og elegante bladmønstre, der ser ud til at være håndmalet i forskellige grønne farvetoner og striber. Bladmønstrene og bladfarverne er forskellige fra variant til variant.

Farverne på bladene kan være alt fra lyse- og mørkegrønne til bordeaux- og lyserøde. En anden lille sjov ting ved planterne er, at de på engelsk bliver kaldt for Prayer Plants eller Praying Hands. Navnet kommer sig af, at bladene om natten folder sig som bedende hænder. Når lyset vender tilbage, åbner bladene sig igen.

En stor, tropisk plantefamilie

Calathea hører til Maranta familien, der alle stammer fra de tropiske egne i Centralamerika og Sydamerika. Maranta slægten består af cirka 14 forskellige arter, og er opkaldt efter den italienske botaniker Bartolomeo Maranta. I Calathea slægten findes der cirka 100 forskellige arter, der alle har forskellige former, farver og aftegninger på bladene. Du kan se nogle af de smukke Calatheas nedenfor.

Sådan passer du en Calathea

Calathea er ikke den nemmeste stueplante, der findes, men med den helt rette kombination af lys, vand og temperatur, kan den tropiske plante sagtens leve rigtig godt i dit hjem.

Placer planten lyst, men sørg for at den ikke står i direkte sol. Det er en af de få stueplanter, som trives i skygge. Du kan derfor sagtens have den i den mørke del af stuen, soveværelset, gangen eller andre rum, hvor der er begrænset med sollys. I vintermånederne har planten dog brug for at stå mere lyst, end den gør i forårs- og sommermånederne. Som så mange andre grønne planter, er Calathea heller ikke glad for træk, og dette viser sig ved at planten får brune blade. Den finder sig bedst tilpas ved temperaturer mellem 20 og 26 grader og en høj luftfugtighed.

Det er derfor oplagt at placere planten på badeværelset – såfremt der er et vindue. Har du planten i stuen, soveværelset eller et andet rum, hvor luften godt kan være tør, vil den være meget taknemmelig for en daglig douche. Spray vand på bladene, så planten holdes fugtig.

Du kan desuden have planten i en plantekasse eller potte med våde sten i bunden. Vand Calathea rigeligt om sommeren – gerne 2-3 gange om ugen. Giv den flydende gødning i forbindelse med vanding cirka hver anden uge. Om vinteren behøver planten ingen gødning, og kun sparsomt med vand – cirka 1 gang om ugen.

Hvad gik galt?

Calathea er som nævnt ikke den nemmeste stueplante at anskaffe sig, da den har nogle krav til pasning. De typiske årsager til hvorfor din Calathea ikke trives:

  • Bladene er tørre og/eller krøller. Planten står for koldt og tørt. Placer planten et sted hvor den ikke vil få træk og vand den oftere. Det kan også hjælpe, hvis du
  • Blege blade. Planten får for meget direkte sollys, og du bør placere den et sted med mere skygge. Skulle den fortsat have blege blade, kan du give planten gødning ved vanding.
  • Gule blade med spind. Planten er angrebet af spindemider. Se efter på bladenes underside. Sprøjt med Malathion og øg luftfugtigheden.